Udforsk oplevelser

Tasman Glacier Fakta: Størrelse, Historie, Tilbagetrækning og Sø

Opdag Tasman Glacier fakta, herunder dens størrelse, 18.000-årige historie, tilbagetrækningsrate, Tasman Lake, kalvningsbegivenheder og måder at se den på.

Tasman Glacier ved første øjekast

Mange guider præsenterer Tasman Glacier som et statisk isfelt, men de 23,5 kilometer Tasman Glacier er et bevægende issystem. Disse tasman glacier fakta placerer New Zealands største gletscher helt inden for Aoraki / Mount Cook National Park, hvor snefald, isstrøm, smeltning og gletscherkalvning kontinuerligt omformer dens nedre ende.

Gletsjeren er ikke blot en permanent hvid overflade. Dens øverste område samler sne, sneen komprimeres til is, og den is bevæger sig gradvist mod Tasman Lake. Den synlige nedre gletsjer har ændret sig markant inden for historisk tid: for et århundrede siden klatrede rejsende 10 meter op fra morænerne for at nå Tasman’s overflade. I dag ligger isniveauet 130 meter under de samme morænekanter.

Tasman Lake er også en relativt ny funktion. Den begyndte at danne sig i begyndelsen af 1970'erne og eksisterede ikke før 1973. Det forhold mellem tilbagetrækkende is og en voksende gletsjer sø forklarer, hvorfor gletsjerens længde alene ikke beskriver dens nuværende tilstand.

Gletsjerens størrelse og struktur

Tasman Glacier strækker sig over 23,5 kilometer og når op til 4 kilometer i bredde. Dens rapporterede maksimale gletsjer tykkelse er 600 meter, mens dens samlede areal er 101 kvadratkilometer. Sammen beskriver disse målinger en bred, dyb ismasse snarere end et smalt dalbånd.

Gletsjeren starter ved cirka 3.000 meter over havets overflade. På den højde fodrer snefald akkumuleringen zone, hvor ny sne overlever længe nok til at komprimere til tættere is. Tyngdekraften driver derefter isen gradvist ned ad bakke, selvom bevægelsen er alt for langsom til at se direkte under et almindeligt besøg.

En nyttig skelnen er nødvendig mellem maksimal tykkelse og gennemsnitlig dybde. De 600 meter er den største rapporterede tykkelse, ikke dybden overalt under gletsjeren. Et separat skøn for gletsjerens areal i 1988 gav en gennemsnitlig dybde på 160 meter. Begge tal kan være nøjagtige, fordi det ene beskriver en maksimum og det andet et gennemsnit over et kortlagt område.

Næsten en tredjedel af al gletsjeris i New Zealand ligger inden for Tasman Glacier. Dens størrelse er derfor vigtig nationalt, men dens struktur er lige så vigtig: en højhøjde sne kilde fodrer en ismasse, der ender ved siden af en sø snarere end blot at slutte på eksponeret jord.

Hvordan Tasman Glacier blev dannet

Tasman Glacier blev dannet for mere end 18.000 år siden under den sidste istid. Det er en istidsgletsjer, der stadig er til stede i det moderne landskab, opretholdt af snefald i høj højde og reduceret ved smeltning og kalvning længere nede i dalen.

Processen begynder med akkumulering. Sne, der forbliver år efter år, komprimeres af vægten af senere snefald. Over lange perioder bliver den komprimerede sne til gletsjeris, som derefter bevæger sig langsomt gennem gletsjeren mod dens nedre ende.

Den rejse er ikke hurtig. Det tager cirka 300 år for komprimeret sne at komme gennem Tasman Glacier og nå søen. Sne, der falder højt på gletsjeren i dag, tilhører derfor et langsomt bevægende system, ikke et overfladelag, der straks bliver søvand.

Denne forsinkelse hjælper også med at forklare, hvorfor gletsjerens reaktion er svær at bedømme fra en sæson. En ændring i snefald ved den øverste gletsjer og en ændring ved søens kant sker inden for det samme sammenkoblede system, men de har ikke samme timing.

Tasman Glacier's gamle omfang

Tasman Glacier var engang en del af et meget længere sammenkoblet issystem. Mellem 22.000 og 16.000 år siden sluttede is fra Murchison Glacier, Hooker Glacier og Mueller Glacier sig til Tasman, hvilket skabte en ismasse, der strakte sig over 115 kilometer.

Det tidligere omfang viser, hvor forskelligt landskabet var under den senere istid. De sammenkoblede gletsjere bar enorme mængder is og klipper gennem dalene, skrabede og omformede terrænet, mens de avancerede og trak sig tilbage.

Under gletsjerens sidste store fremrykning, for 17.000 år siden, bevægede isen sig sydligt nok til at udskære Lake Pukaki. Lake Pukaki er derfor en del af den bredere landformhistorie for Tasman issystemet, selvom det ikke er den samme sø som Tasman Lake.

Den moderne gletsjer er meget kortere end det gamle 115-kilometer system. Dens nuværende målinger beskriver den resterende Tasman Glacier, mens det ældre tal registrerer en tid, hvor flere gletsjere fungerede som en samlet masse.

Tilbagetrækning og den voksende sø

Tasman Glacier tilbagetrækning rapporteres gennem målinger, der dækker forskellige perioder og processer. NASA Earth Observatory registrerede en gennemsnitlig is tilbagetrækning på 180 meter om året mellem 1990 og 2017. En separat måling fandt, at gletsjeren trak sig tilbage 4,5 kilometer fra 1990 til 2015, hovedsageligt gennem kalvning.

Denne tal er ikke modstridende. De 180 meter er en gennemsnitlig årlig rate over perioden 1990–2017. De 4,5 kilometer er den samlede tilbagetrækning over 1990–2015, hvor isfronten mistede terræn, hovedsageligt da blokke brød væk i søen. Fordi perioderne adskiller sig, og fordi tilbagetrækningen ikke nødvendigvis er identisk hvert år, bør de to målinger ikke behandles som udskiftelige.

De leverede målinger fastlægger ikke en separat nuværende årlig rate for is tab pr. år. Det klart kvantificerede årlige tal er derfor den gennemsnitlige 180 meter pr. år for 1990–2017, mens 4,5 kilometer beskriver den kumulative tilbagetrækning i den tidligere 1990–2015 periode.

Tasman Lake voksede sideløbende med denne tilbagetrækning. Den begyndte at danne sig i begyndelsen af 1970'erne, og før 1973 eksisterede den ikke. I 2011 var søen blevet firedoblet i volumen sammenlignet med 1990. Den strækker sig nu til 7 kilometer, hvilket gør søen til et direkte visuelt bevis på den nedre gletsjers ændrede position.

Gletsjeren har også mistet vertikal is. Siden sin første undersøgelse i 1891 er Tasman Glacier blevet reduceret med 150 meter i dybde. Dette dybtab, den tilbagetrækkende front og den voksende sø måler forskellige aspekter af den samme langsigtede ændring.

Fra sneakkumulering til smeltning

Tasman Glacier's øverste overflade modtager betydeligt sæsonbestemt snefald. I vinter- og forårsmånederne kan der akkumulere op til 50 meter sne. Efter sommersmeltning kan op til 7 meter forblive i den højtliggende gletsjerhoved.

Denne tal beskriver sæsonbestemt gletsjerakkumulering, ikke en permanent årlig tilføjelse af 50 meter. Meget af sneen smelter, komprimeres eller bliver en del af det langsommere isstrømsystem. Den resterende sne ved det højtliggende hoved er den del, der kan fortsætte ind i senere komprimeringsfaser.

Den nedre gletsjer fortæller en anden historie. For et århundrede siden sad isoverfladen højt nok til, at rejsende kunne klatre 10 meter op fra morænerne for at nå den. Isen ligger nu 130 meter under de samme moræner. Dette 130 meter fald er en ændring i overfladehøjden i forhold til det gamle moræneadgangspunkt, ikke et ekstra mål for gletsjerens horisontale tilbagetrækning.

At læse tallene sammen giver et klarere billede: snefald fortsætter ved den øverste gletsjer, men den nedre isoverflade kan stadig falde, da smeltning og kalvning fjerner is hurtigere, end gletsjeren kan erstatte den.

Kalvningsbegivenheden i 2011

Den 22. februar 2011 udløste jordskælvet i Christchurch en stor kalvningsbegivenhed ved Tasman Glacier. En isblok på 1,3 kilometer lang og 300 meter høj brød væk, med en anslået masse på 30 millioner ton.

Bruddet var stort nok til at påvirke Tasman Lake ud over gletsjerfronten. Bølger på 3,5 meter rullede ind i turistbåde på søen. Denne begivenhed illustrerer, hvorfor gletsjer kalvning er centralt for Tasman Glacier's tilbagetrækning: is kan forlade gletsjeren pludseligt i et enkelt brud, snarere end kun gennem gradvis overfladesmeltning.

Det viser også, hvorfor søen ændrer måden, tilbagetrækning sker. Når en gletsjer ender i vand, kan flydende eller delvist understøttet is brække ved fronten. De resulterende blokke går ind i søen, hvor deres bevægelse kan producere bølger og ændre formen på ismarginen.

2011-begivenheden var ikke hele forklaringen på langsigtet tilbagetrækning, men det var et klart eksempel på en kortvarig proces, der bidrog til en meget længere optegnelse af ændring.

Besøge Tasman Glacier

Tasman Glacier View Track tager 30 minutter retur og giver en måde at se gletsjeren og Tasman Lake uden at antyde, at stien når gletsjerens overflade. Fra udsigtspunktet kan søen, terminalis og de omkringliggende moræner læses som sammenkoblede dele af det samme tilbagetrækkende system.

En guidet Tasman Glacier Heli Hike tilbyder en anden slags adgang. Selve vandreturen tager 2 timer, mens den samlede oplevelse, inklusive flyvninger og check-in, varer cirka 3 timer. Det er derfor ikke blot en længere version af View Track: de to muligheder involverer forskellige måder at nærme sig gletsjeren på.

Alpine Guides Ltd har været i drift siden 1966 og kan spore sin arv tilbage 100 år. Den lange driftshistorie er relevant for guidet gletsjeradgang, hvor forholdene på isen og omkring søen kan ændre sig.

For et kort landbaseret besøg fokuserer den 30-minutters spor på observation. Den guidede heli-hike-format bruger væsentligt længere tid inden for oplevelsen og inkluderer flyvetid, men ingen af ​​mulighederne ændrer de grundlæggende fakta: Tasman Glacier er 23,5 kilometer lang, dens nedre is er trukket tilbage, og Tasman Lake blev dannet, mens denne tilbagetrækning skred frem.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang er Tasman Glacier?

Tasman Glacier er 23,5 kilometer lang og op til 4 kilometer bred. Det er New Zealands største gletsjer og ligger helt inden for Aoraki / Mount Cook National Park. Dens længde beskriver den nuværende gletsjer, ikke det meget længere 115-kilometer is system, der engang omfattede Murchison, Hooker og Mueller gletsjere.

Hvor hurtigt trækker Tasman Glacier sig tilbage hvert år?

Tasman Glacier trak sig tilbage med et gennemsnit på 180 meter om året mellem 1990 og 2017. En separat måling registrerer 4,5 kilometer tilbagetrækning fra 1990 til 2015, hovedsageligt gennem kalvning. Det første tal er et årligt gennemsnit; det andet er en kumulativ afstand over en anden periode.

Hvornår blev Tasman Lake dannet?

Tasman Lake begyndte at danne sig i begyndelsen af 1970'erne og eksisterede ikke før 1973. Dens dannelse fulgte tilbagetrækningen af Tasman Glacier's nedre ende. Søen blev senere firedoblet i volumen mellem 1990 og 2011 og strækker sig nu til 7 kilometer, hvilket forbinder søvækst direkte med gletsjerens tilbagetrækning.

Hvor tyk er Tasman Glacier?

Tasman Glacier når en rapporteret maksimal tykkelse på 600 meter. Det er forskelligt fra den estimerede gennemsnitlige dybde på 160 meter, der blev registreret for dens 101 kvadratkilometer store område i 1988. Det første tal er et maksimum; det andet er et gennemsnit over et kortlagt gletsjerområde.

Kan du gå for at se Tasman Glacier?

Du kan gå for at se Tasman Glacier på Tasman Glacier View Track, som tager 30 minutter retur. Stien giver et udsigtspunkt over gletsjeren og Tasman Lake, men bør ikke forstås som en rute til gletsjerens overflade. En guidet Tasman Glacier Heli Hike er en separat 2-timers aktivitet.

← Back to home
Mount Cook: 3 Timer Helikopter Vandretur til Tasman Glacier
fra $562.67★ 4.8 (262)
Se ledighed